Vi har, på hårdeste vis, oplevet hvor skrøbeligt livet kan være. Min far, drengenes morfar, blev lidt dårlig i tirsdags. Han blev utilpas og følte det som havde han vand i hovedet. Før vi ved af det kaster han op og er så svimmel at han ikke kan stå eller gå selv. Det skal siges, han er kun 53 år, meget aktiv og vild med at cykle. Han har flere lækre cykler, og deltager i flere forskellige løb.
Han bliver hurtigt kørt på Aarhus universitets hospital. Han har haft en blodprop i hjernen. Han ser dobbelt, er svimmel, munden hænger lidt og højre side af kroppen gør ikke helt som han beder den om. Han bliver MR-scannet flere gange, og for fortaget masser af forskellige undersøgelser.
Der hele er meget uvirkeligt. Min mor, min lillesøster og jeg er ved ham hele tiden. Han ligger stadig på sygehuset. Han er ved sin fulde fem og taler som han plejer. Men han har klap for øjet, bruger rolator når han går og er meget træt hele tiden.
Jeg priser mig lykkelig at han og vi, slap så "billigt" i forhold til situationen. Men hvor er det hårdt. Min far. Den stærke mænd. Min støtte. Min helt. Min klippesten. Han var jo udødelig.
Tingene er sat noget i perspektiv. Jeg skal miste ham, og min mor, én dag. Det er jeg langt fra parat til, og kan slet ikke forestille mig vores liv uden dem! Hvis jeg kunne bestemme, boede vi alle i et stort fælles hus for altid!
Vi er en meget tæt knyttet familie, der står sammen i enhver situation. Vi ses flere gange om ugen, taler i telefon endnu flere gange om ugen, og jeg elsker det! Elsker dem og vores måder at være en familie på.
